Lidt om telefoni
En verden af kommunikation
Telefoni har eksisteret siden 1876, og nogle vil påstå at de første forsøg i 1860 tæller med. Danmark var tidligt med, idet man allerede i 1877 havde mulighed for at anskaffe en sådan. Den var dog meget dyr og kun de færreste havde råd til telefon. Efterhånden som priserne faldt steg efterspørgslen og i årene efter anden verdens krig blev man skrevet op og stod på venteliste i op til 7 år. I dag har næsten alle en eller anden form for mobiltelefon og kun få har en fastnet telefon. Fastnettelefonen har teknologisk set kun ændret sig væsentligt 2 gange siden 1876.
Magnetotelefonen krævede et lokalt batteri, der forsynede mikrofonen med strøm. Senere telefoner blev forsynet fra telefoncentralen.
De første telefoner kunne overføre et telefonsignal via en enkelt tråd og en jordforbindelse. Den krævede et batteri til sin egen mikrofon. Dette er et særegent kendetegn for en Magentotelefon. Den blev tilsluttet en manuelt betjent central hvor telefonisten sørgede for opkobling til en anden abonnent og sommetider lyttede med på samtalen.
Det første væsentlige teknologiske ændring var et skift til telefoner med drejeskive og automatisk selvvalg af abonnenten man skulle tale med. Dette krævede, at telefonen blev tilsluttet en automatisk central. Ud over det automatiske valg forsvandt batteriet også fra abonnenten, da centralen leverede energiforsyningen til telefonen.
Selv om indførelsen af drejeskiven og automatisk valg af abonnent, var et stort fremskridt, gav det også visse tekniske udfordringer. I Danmark valgte telefonselskaberne dog at gå sammen om en standard rækkefølgen af tallene på drejeskiven. Når man drejede 1, afgav telefonen 1 impuls. Når man drejede 2, afgav den 2 impulser og når man drejede 0, afgav telefonen 10 impulser. I Sverige var det anderledes. Når man drejede 0, afgav telefonen 1 impuls. Drejede man 1, afgav den 2 impulser og når man drejede 9, afgav telefonen 10 impulser. I Oslo gik det helt galt. Når man her drejede 0, afgav telefonen 1 impuls. Drejede man 9 , afgav den 2 impulser. Når man drejede 1 afgav den 10 impulser. Det var derfor nødvendigt, at indføre nogle impulsomsættere, for at kunne ringe direkte til disse områder.
Den anden væsentlige ændring af telefonerne var indførelsen af trykknaptelefoner. I starten erstattede man blot drejeskiven med taster. Disse telefoner kan kendes ved, at de ikke har tasterne “*” og “#”. Herefter gik det stærkt og man begyndte at producere telefoner, der benyttede to-tonesignalering. I stedet for at sende pulser over ledningerne før opkaldet, sendte telefonen i stedet et tonesignal bestående af to toner med hver sin frekvens. Tastaturet bestod af 3 kolonner og 4 rækker. Hver kolonne og hver række havde sin egen frekvens. Herved kunne centralen omsætte tonerne til det ciffer, der blev tastet. Et af de store problemer var, at abonnenterne stadig skulle kunne anvende de gamle telefoner med drejeskive, ligesom abonnenter under en gammel central også gerne ville have mulighed for at kunne få en telefon med tastatur.
Tasternes indbyrdes placering blev fastlagt på en international konference, som desværre ikke skelede til datidens datasystemer og regnemaskiner/lommeregnere. Kun KTAS mente, det var et forkert layout og havde derfor i sit område egen standard for tasternes indbyrdes placering mens Bell Labs. udlægning blev ophævet til standard.
| Standard | KTAS | |||||
| 1 | 2 | 3 | 7 | 8 | 9 | |
| 4 | 5 | 6 | 4 | 5 | 6 | |
| 7 | 8 | 9 | 1 | 2 | 3 | |
| 0 | 0 | |||||